FORHANDLEREN: VI ER IKKE JYSKE KREJLERE

Det handler om at være velforberedt og veludhvilet, hver gang Kim Bonde Nielsen går ind til overenskomstforhandlingerne. Men selv om det er argumeanter og udholdenhed der tæller ved bordet, så er det vigtigste faktisk at skabe tillid i lokalet, fortæller en af HK’s erfarne overenskomstforhandlere.

Ekstra skjorter. Tandbørste. Tandpasta. Liggeunderlag og sovepose.

Det er ikke, fordi HK’s faglige sekretær Kim Bonde Nielsen rejser til eksotiske rejsemål midt i vintermørket. Men når vi når til slutningen af februar, bliver arbejdstasken pakket lidt mere omhyggeligt.

Målet er Dansk Industris glaskontor på Rådhuspladsen eller Dansk Erhvervs lokaler i Børsen i København, og det specielle er, at han på denne tid af året ikke altid ved, hvor lang tid det tager, før arbejdsdagen er ovre. Når først overenskomstforhandlingerne går i gang, kan det tage 10 timer, eller det kan tage et par døgn, før han kommer hjem igen.

”Når vi først går i gang, så bliver vi ved, indtil vi er færdige. Hvis vi først begynder at holde pauser, så får folk nye ideer eller begynder forfra med gentagelse af synspunkter, der er præsenteret. Det forlænger processen, men forbedrer ikke resultatet,” forklarer Kim Bonde Nielsen, der er en af de folk i HK, der har det som en fast del af jobbet at forhandle overenskomster.

Det helt afgørende er, at vi stoler på modparten. Det her er ikke jysk krejlerhandel, hvor det gælder om at snyde hinanden.
Kim Bonde Nielsen, HK

Næsten et års forberedelser

Før han når frem til at pakke tasken med de ekstra skjorter, er der gået næsten et års forberedelser.

”Vi er ude i hele landet, hvor vi deltager i medlemsmøder i afdelingerne og møder med tillidsfolkene. Samlet set fik vi i foråret 2019 næsten 20.000 forslag og ønsker ind fra medlemmerne og baglandet, så jeg tør godt sige, at vi er temmelig skarpe på, hvad medlemmerne ønsker.”

De mange forslag blev på Dansk Industris område (timeløn og funktionærområdet) opsummeret til ca. 700 protokollater, som er blevet præsenteret for modparten i ugerne, før de egentlige forhandlinger gik i gang.

”Jeg har sørget for at træne lidt mere i månederne op til. Bare noget med at løbe lidt og gå flere ture – og når så selve dagen kommer, sørger jeg for at være veludhvilet og klar,” fortæller Kim Bonde Nielsen, der får det til at lyde lidt som om, han skal stille op til en halvmaraton. Det er heller ikke helt ved siden af.

Ud over arbejdstasken, har han fyldt rullekufferterne med papirer, bilag og baggrundsmateriale, så han er helt sikker på at kunne finde inspirationsmateriale og viden til forhandlingerne. Samtidigt har han en stribe livliner klar – aftaler med folk, der skal sove med mobiltelefonen, så de kan svare på spørgsmål både nat og dag.

120 mand der går i cirkler og to i lokalet

De første – og helt afgørende forhandlinger – blev afholdt i Dansk Industris bygninger på Rådhuspladsen i København.

Her starter man altid med at forhandle overenskomsten mellem CO-Industri og Dansk Industri. Det skyldes alene, at den dækker hele 230.000 ansatte og dermed er den toneangivende overenskomst. Det får så afsmittende – ja næsten bindende virkning – på de øvrige overenskomster.

”Det specielle er, at der kun er to mand fra hver side, der reelt sidder i forhandlingslokalet.

Resten – og det er cirka 120 mand fra de to sider – går rundt i stueetagen hos Dansk Industri, hvor vi drikker utroligt meget kaffe, spiser lakrids og står standby, hvis der er brug for vores viden.”

”Jeg har taget et liggeunderlag med, men mange gange blunder man bare i en stol, fordi man skal kunne vågne og være skarp med det samme, hvis man bliver kaldt ind for at rådgive om et bestemt protokollat.”

Et hierarki af overenskomster

Når CO-Industriaftalen er faldet på plads, skal et par andre overenskomster mellem HK og Dansk Erhverv falde på plads. Først derefter bliver IT-overenskomsten forhandlet. Det betyder også, at der er en masse aftaler, der ikke er så enkle at ændre på.

”Der er ingen – fra hverken den ene eller anden side af forhandlingsbordet – der har råd til at komme tilbage til baglandet og fortælle, at de har aftalt sig til et mindre gunstigt resultat end det, der blev aftalt inde ved industri-overenskomsten.

Derfor har de første forhandlinger utroligt stor betydning for alle andre resultater,” forklarer Kim Bonde Nielsen.

Når IT-overenskomsten skal forhandles, sker det i Dansk Erhvervs lokaler i Børsen, og her rykker Kim Bonde Nielsen ind i selve forhandlingslokalet, hvor han bliver flankeret af faglig chef Kim Jung Olsen og SAMDATA\HK’s to bestyrelsesmedlemmer Per Robert Nedergaard Nielsen og Flemming Uldall.

Efter de indledende runder indsnævres antallet af personer igen, så SAMDATA\HK’s repræsentanter rykker ”ud” i de tilstødende lokaler, hvorfra de bistår, når der er emner, som kræver særlig indsigt.

”Fra da af kører vi i ”produktion”, hvor vi går de mange forslag igennem fra en ende af. Nogle ting er nemme at blive enige om, andre er helt udelukket. Den opdeling sker ret hurtigt, så vi kan koncentrere os om de elementer, hvor der skal forhandles og finde på løsninger for at blive enige,” fortæller Kim Bonde Nielsen.

Det er ikke krejlerhandel

Når der forhandles så mange paragraffer og protokollater, og når der forhandles i døgndrift, er der også fare for, at detaljer kan gå galt, hvis bare et par enkelte ord bliver skrevet forkert i processen.

”Det helt afgørende er, at vi stoler på modparten. Det her er ikke jysk krejlerhandel, hvor det gælder om at snyde hinanden for at få mest,” understreger Kim Bonde Nielsen. Han har både oplevet, at han utilsigtet har ”fået noget” han ikke skulle have haft via en utilsigtet formulering – og det modsatte.

”Men vi snyder ikke hinanden, og alting kan ændres helt frem til den endelige underskrift,” fastslår han og konstaterer tørt, at de få gange han har følt sig snydt, så er det noget, han har husket mange år frem i tiden.

Hellere en aftale end Folketingsindgreb

Grundlæggende mener Kim Bonde Nielsen, at den danske model for overenskomstforhandlinger skaber gode resultater og er fornuftig for begge parter.

”Det er meget anderledes i de fleste andre lande, hvor der er en langt mere ”os mod dem”-stemning. Bare i Sverige er der langt større afstand mellem parterne.”

”Lige nu krydser vi selvfølgelig klinger, for hver især at få mest muligt ud af forhandlingerne. Men i sidste ende så handler det om, at vi skal kunne samarbejde bagefter. Vi har i virkeligheden mange fælles interesser, og hvis vi kan løse det sammen, så er det langt bedre end, at Folketinget begynder at blande sig,” siger Kim Bonde Nielsen.