EFTERUDDANNELSE HAR FÅET ET ELEKTROCHOK
Det kom lidt som en tyv om natten. Vi nåede lige at opfatte, at der var en virus på vej fra Kina. Det var som om det puslede ved havelågen. Aviserne skrev lidt flere artikler, og Italien havde et problem.
Og så kom chokket. Den 11. marts.
Statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark.
Samtlige skoler – på alle niveauer – lukkede den fysiske del af undervisningen. Om mandagen skulle de åbne som 100 procent digitale skoler. Hele konceptet med klasselokaler, med en lærer foran tavlen og med kantinehygge blev afløst af studerende og lærere, der sad i hver sin ende af en Zoom-forbindelse.
Kald det et elektrochok eller en revolution. Mere råt og kontant kan en digital omlægning ikke foregå.
Jeg har fået kickstartet hele organisationen, som har taget fat på en ny mødekultur, en ny måde at undervise på og en ny måde at bruge tiden på. Vi kommer til at ændre mange ting ud fra det vi har lært.
Niels Egelund, Rektor, IBA Erhvervsakademi Kolding
Øget frafald – men minimalt
Niels Egelund, der er rektor på Erhvervsakademiet i Kolding (IBA), havde egentlig planlagt, at skolen i løbet af 2020 netop skulle have større fokus på digitalisering af undervisningen. Den plan gik lige pludseligt fra nul til hundrede på et splitsekund.
Til trods for chokstarten gik det overraskende godt, melder Niels Egelund.”Det er i krisetider, at innovationen bliver forceret. Overgangen var både radikal og brat, men jeg er alligevel overrasket over, hvor dygtige både studerende og lærere har været til at omstille sig.”
Han erkender dog, at nogle studerende også er blevet presset.
”Der er nok et øget frafald fra skolen, men næppe mere end 2-3 procent, så det er svært at sige om det er statistisk signifikant. Det endelige resultat kan vi først se, når vi når hen til august, når vi kan se hvor mange der går videre til næste semester.”
Til gengæld har det været mindre frafald i timerne. Når det blot er computeren, der skal tændes, er det åbenbart mere overkommeligt at ”møde op” til undervisningen.
Han mener, at videoværktøjerne er blevet langt mere brugervenlige, lang mere stabile og indeholder flere funktioner end tidligere. Men han erkender, at der har været nogle udfordringer, som man stadigt arbejder med.
”Den helt store udfordring er, hvordan man får aktiveret de studerende. Det erselvfølgelig også en udfordring i det almindelige klasseværelse, men her skal det foregå med nye værktøjer,” siger Niels Egelund.
Den traditionelle tavleundervisning dør i et videoformat. For både lærer og studerende er det alt for anstrengende at koncentrere sig om en video-stream i 3-4 timer.
Søren Bladt, Learning Lab, IBA Erhvervsakademi Kolding
Tavle-undervisning på video er dødt
Søren Bladt, der er læringskonsulent i IBA’s Learning Lab oplevede det, som om både studerende og lærere blev kastet ud på dybt vand. Derfor var der god forståelse hos alle for, at man i første omgang måske bare satte strøm til den almindelige undervisning.
Men skolen erfarede meget hurtigt, at de blokke på tre til fire timer med et bestemt fag, kan være lidt af en mundfuld, når de foregår online.
”Den traditionelle tavleundervisning dør i et videoformat. For både lærer og studerende er det alt for anstrengende at koncentrere sig om en video-stream i tre til fire timer,” siger Søren Bladt, der mener, at lærerne skal sørge for at skifte aktivitetsform hver gang, der er gået 20 minutter.
”I de normale klasser har vi nogle studerende, der ikke klarer det så godt, når de skal svare på spørgsmål i timen. Nogle af dem kommer pludseligt med enormt lange og indsigtsfulde kommentarer, når vi har skiftet til online-universet. Den digitale form giver dem tid til eftertænksomhed, og nogle af dem er mere trygge ved at bruge onlineværktøjerne end ved at sige noget foran hele klassen.”
Men videoformatet har også en afgørende svaghed for nogle studerende.
”Det at stille spørgsmål, mens 25 andre ser til, er sværere i et videoformat. Det kan være svært at få gang i en dialog. Den del fungerer langt bedre, når de studerende er ude i underkanaler.”
”Samlet set skal man som underviser huske, at relationer bliver endnu vigtigere, når tingene foregår online, og det bliver helt afgørende, at man som underviser skaber rammen, når der er nye værktøjer,” mener Søren Bladt.
Han er enig i Niels Egelunds vision om, at en større del af undervisningen skal foregå online.
”Vi kommer til at se mere flipped classroom” og ”blended learning”. Når de studerende så møder op i timen, skal det være kvalitetstid. Søren Bladt har selv eksperimenteret med vejledning af et hold finansøkonomer, der er spredt over hele Sønderjylland. Her har han oprettet et digitalt forum, hvor de studerende kan dele de hovedopgaver de skal aflevere og dermed bruge hinanden.
”De siger, at det har været rart at have et ’tredje rum’ som ikke helt var skole og ikke helt var privat. Det har gjort det nemmere for dem at arbejde sammen – næsten som var det en cafe,” fortæller Søren Bladt.
Small-talk er vigtigt, fordi det er der, hvor vi tager temperaturen på hinanden. For de hold der var startet her i foråret var det sværere, fordi de stadig var ved at lære at aflæse hinanden.
Line Langkjær-Schuldt, Studievejleder, IBA Erhvervsakademi Kolding
FLIPPED CLASSROOM
I “flipped classroom” bliver der vendt om på, hvad der normalt foregår i klassen og derhjemme. De studerende ser f.eks. nogle videoer eller læser tekster, der forklarer nogle principper forud for timen. Når de møder op i klassen, arbejder de videre på emnet sammen med klassekammeraterne.
De studerende møder dermed forberedte op og er bedre i stand til at arbejde på et dybere niveau med opgaverne. Lærerens opgave bliver at støtte ved at tilrette forløbet og opgaverne og hjælpe de studerende med de ting, de ikke mestrer endnu.
Blended learning
I “Blended learning” kombinerer man online-undervisning og fysisk undervisning, så man udnytter fordelene ved hver platform. Det kan være, at man ser video online, arbejder på opgaver i en gruppe og tager test-moduler online. De forskellige moduler kan kombineres alt efter, hvad der passer bedst til formålet.
Small-talk er svært online
Studievejleder Line Langkjær-Schuldt har set både de positive og negative sider af fjernundervisningen.
”De studerende som havde det sværest var nok dem, der har børn derhjemme.
De havde svært ved at leve op til egne forventninger om, hvor meget man bør kunne nå på en dag.”
Andre studerende har haft det problem, at de måske kun har en computer i hjemmet og nogle af de udenlandske studerende havde ikke fået deres internetopkobling op at køre endnu. De endte med at sidde ude foran skolen for at kunne følge undervisningen via wifi.
Den største udfordring har imidlertid været, at nogle af de studerende har følt sig afskåret fra det sociale samvær. Hun har undervejs forsøgt at understøtte de sociale elementer med online bingo og fredagsbar. Størst succes havde der dog været, med et fitness-hold på Teams.
”Small-talk er vigtigt, fordi det er der, hvor vi tager temperaturen på hinanden. For de hold der var startet her i foråret var det sværere, fordi de stadig var ved at lære at aflæse hinanden, og vi har måske ikke fundet en form på den rene online-undervisning, hvor der bliver plads til small-talk.”
Vi skal ikke tilbage til normalen
Rektor Niels Egelund ved godt, at hverdagen snart begynder at indfinde sig igen, men for ham bliver det en vigtig opgave at holde fast i de gode ting fra de seneste par måneder.
For erhvervsakademierne kan det give rigtig god mening at gøre efteruddannelsen mere fleksibel, fordi det så bliver nemmere for de studerende at afpasse arbejdet med deltidsundervisning, når de ikke skal bruge det halve af dagen på at køre på tværs af Jylland.
”Mange virksomheder der køber efteruddannelse vil efterspørge den miksede model, hvor man lærer noget online og dermed nemmere kan kombinere arbejde med videreuddannelse.”
Den store opgave lige nu, bliver at fastholde de positive ting skolens lærere og studerende har lært undervejs.
”Jeg har fået kickstartet hele organisationen, som har taget fat på en ny mødekultur, en ny måde at undervise på og en ny måde at bruge tiden på. Vi kommer til at ændre mange ting ud fra det, vi har lært.”