“DET ER MENINGSFULDT AT GØRE VERDEN MERE GRØN”
Grøn omstilling har mange ansigter. Et af dem er Víðir Valberg Guðmundssons. Han er 33 år gammel, autodidakt full stack developer og en af nøglefigurerne bag flådestyringssystemet LetsGo Fleet, der bruges af delebilsforeninger og kommuner landet over.
“Det er et udtalt mål at guide brugerne til at træffe grønne valg, men hvis brugeren har brug for en bil, der har anhængertræk, og det er en benzinsluger, så er det jo ikke, fordi vi skal sige nej,” fortæller han og griner.
Når python-programmøren Víðir Valberg Guðmundsson kalder sig autodidakt, er det ikke helt rigtigt. Han har gået halvandet år på datamatiker-uddannelsen, et år på IT-teknolog og tre år på datalogi på KU, men ingen af uddannelserne har han færdiggjort. Det skyldes først og fremmest, at han hurtigt fik øjnene op for de muligheder, arbejdsmarkedet bød på. Over en periode på ti år har han derfor
været central i udviklingen af det flådestyringssystem, som bl.a. delebilsforeningen LetsGo, der opererer i landets tre største byer, er bygget på. Et system, der nu sælges som kommerciel tjeneste til private virksomheder og aktører i det offentlige.
“En ven viste mig python-frameworket Django, og så søgte jeg bare på ‘django’ på JobIndex. Der faldt jeg over jobbet hos LetsGo, hvor jeg startede i 2012 på deltid, mens jeg studerede. Jeg kunne stå inde for det fagligt, fordi det var Django, og jeg synes, at det er meningsfuldt at gøre verden mere grøn,” fortæller Víðir Valberg Guðmundsson.
”Vi er gået over til 100 procent hjemmearbejde. Vi kalder det remote first. Det giver mening for os, for det giver mindre transport. Vi socialiserer selvfølgelig nogle gange, men på den her måde er vores klimaaftryk mindre. Det er en måned siden jeg sidst har været i samme lokale som mine kollegaer.”
Víðir Valberg Guðmundsson
Flådestyring
Bag delebilsordningen LetsGo står den erhvervsdrivende fond Delebilfonden LetsGo, som har til formål at udbrede delebiler og grøn mobilitet. Målet er at gøre det lettere for byboere at få adgang til bil, når de havde brug for det uden at skulle købe én.
“Hvis man ikke har brug for at pendle dagligt, så er det en mulighed for at have adgang til bil uden at skulle tænke på forsikring, vedligeholdelse og den slags. Man betaler kun for den tid, man bruger og de kilometer, man kører,” forklarer Víðir Valberg Guðmundsson. Tanken er, at variationen i flåden – fra små bybiler over større stationcars til varevogne – skal kunne udfylde det konkrete behov, en byboer har.
Og det gør faktisk en grøn forskel. Københavns Kommune beregner, at én delebil med fast stamplads, dvs. at den altid hentes og afleveres det samme sted, i praksis erstatter mellem fem og ti privatbiler.
“Det er en genvej til færre biler,” konstaterer Víðir Valberg Guðmundsson. I starten arbejdede han direkte med LetsGos reservationssystem, men i dag er IT-udviklingen udskilt i et særskilt datterselskab, fordi systemet nu sælges på kommercielle vilkår til andre delebilsforeninger og en række kommuner.
“De bruges vores system til at se, hvad belægningen er, og hvor meget bilerne holder stille, hvilket kan bruges til at optimere antallet af biler. De bruger det også til at optimere flowet, så medarbejderne kan bippe sig direkte ind i den valgte bil med deres medarbejderkort i stedet for at skulle hente en nøgle i en reception et andet sted,” forklarer han.
Grønne praksis
Víðir Valberg Guðmundsson understreger, at selvom LetsGos overordnede målsætning er fokuseret på grøn omstilling, så er der store dele af dagligdagen, der ikke handler om bæredygtighed.
“Der er masser af housekeeping, som alle IT-projekter skal lave, der ikke har noget med klimaet at gøre. Dér, hvor man kan mærke det grønne, er, når vi udvikler nye features. Det kan f.eks. handle om, at vi hjælper brugeren med at vælge den mindst forurenende bil eller den el-bil, der er mest opladt, så nabo-bilen kan stå op lade op, mens strømmen er billigst. På den måde prøver vi at påvirke brugsmønstrene, så de bliver mere grønne, og der i sidste ende bliver udledt mindre CO2,” fortæller han.
På samme måde forsøger han og kollegaerne også at være opmærksomme på de interne systemers klimaaftryk.
“Vi taler selvfølgelig om at optimere vores eget ressourceforbrug: Hvor meget eller lidt computerkraft bruger vi til at drive et system? Er der servere, der laver for lidt i forhold til, hvor meget strøm de bruger? Men det er en svær balance, det er jo et cost-benefit-spørgsmål, om det giver mening, at vi bruger vores tid på at justere på den slags, der måske kun giver små gevinster, for vores arbejdstid er jo en af de største udgifter,” lyder det.
I kølvandet på pandemien er medarbejdernes egne transportudledninger også blevet grønnere.
“Vi er gået over til 100 procent hjemmearbejde. Vi kalder det remote first. Det giver mening for os, for det giver mindre transport. Vi socialiserer selvfølgelig nogle gange, men på den her måde er vores klimaaftryk mindre. Det er en måned siden, jeg sidst har været i samme lokale som mine kollegaer,” siger Víðir Valberg Guðmundsson.
Grønne visioner
At netop de interne procedurer og organiseringsformen også er en del af den grønne omstilling skyldes, at LetsGo som organisation er sat i verden med netop
et grønt formål.
“Vi arbejder helt grundlæggende for at understøtte FN’s verdensmål, der bl.a. handler om at nedbringe CO2-udledningen drastisk. Vores mål er at accelerere omstillingen mod bæredygtig mobilitet. Derfor vil vi udbrede delebilisme og understøtte flere grønne biler. Det er en del af vores selvforståelse. Vi kunne godt tjene mere, hvis vi arbejdede i en anden type virksomhed, men her passer vi
vores arbejde med en god smag i munden og sætter aftryk på vores omverden,” siger han og fortsætter:
“I hverdagen er det ikke altid, at vi snakker om de grønne aspekter og løsninger, men det dukker jo op, når vi konstaterer, at der er servere, der kan nedskaleres eller slukkes for at spare strøm eller sættes på standby om natten, når der ikke er brugertrafik. Koden i sig selv er jo ikke grøn.”
Fra non-profit til investering
Som nævnt startede virksomheden som en non-profit forening, der havde rygstøtte fra Delebilfonden. Efter udskilningen af LetsGoFleet for et par år siden, er der for nylig kommet et større investorindskud. Det betyder vækst, og at Víðir Valberg Guðmundsson snart skal have flere kollegaer.
“Vores vækst har været forsigtig. En del af konkurrenterne er underskudsforretninger, hvis underskud er større end vores samlede omsætning. Nu ekspanderer vi, men vi gør det ikke for ekspansionens skyld. Det er vigtigt at det forbliver bæredygtigt, både økonomisk og for miljøet,” lyder hans dom.
Víðir Valberg Guðmundsson har en opfordring til andre udviklere, der gerne vil bidrage til den grønne omstilling, men som ikke ved hvordan.
“Jeg tror, at det er vigtigt at tænke i data, data, data. Du kan se på elpriserne lige nu og få dine apparater til at køre i de tidsrum, hvor strømmen er grønnest. Det er det den vej, vi kommer til at gå i fremtiden. Det tror jeg, vi kommer til at se meget mere af. Når vi indsamler data, så bliver det nemmere at udnytte de grønne muligheder.”
\
”Det er et udtalt mål at guide brugerne til at træffe grønne valg, men hvis brugeren har brug for en bil, der har anhængertræk, og det er en benzinsluger, så er det jo ikke fordi vi skal sige nej.”
Víðir Valberg Guðmundsson
DJANGO OG PYTHON
Det meste af virksomheden LetsGos kodebase er bygget i kodesproget Python, primært i webframeworket Django.
“Med Python kunne jeg bare komme i gang med det samme. Det er superfleksibelt. Hvis jeg har brug for struktur, så kan jeg lave en klasse, og ellers så komponerer jeg bare funktioner,” forklarer Víðir Valberg Guðmundsson.
Python er et af de programmeringssprog, der er vokset mest det seneste årti, og bruges i dag både til webudvikling, men også af mange forskere, fordi der er solide biblioteker til behandling og
analyse af gigantiske datasæt.
“Det er et virkelig fedt sprog, der hele tiden bliver udviklet, og den nyeste version er faktisk også noget hurtigere end før. Det er også et sprog, der har ry for at have et meget inkluderende community for udviklere, hvor alle er gode til at tage imod nye,” siger han.
Han er jævnligt på konferencer for Python- og Django-udviklere, hvor han bliver inspireret.
“Det tekniske er fedt, men det fedeste er faktisk de mere bløde talks om hvordan vi forhindrer burnout og stress, hvordan vi behandler hinanden godt, og hvordan vi laver bæredygtig open
source-udvikling,” siger han.
Hvis du selv har lyst til at snuse til Python, så udbyder SAMDATA et gratis onlinekursus for medlemmer. Det hedder “Python for begyndere 1” og du kan læse om det på SAMDATA’s kursusover sigt på hjemmesiden.