DEN HEMMELIGE GENVEJ TIL UDDANNELSE
Hvis du er som hovedparten af alle SAMDATA\HK-medlemmer, har du aldrig hørt om RealKompetenceVurdering (RKV) før.
Du behøver ikke være flov, for fire ud af fem medlemmer aner stort set ingenting om ordningen.
Og det er en skam.
RealKompetenceVurdering gør det muligt at få bedømt ens faglige viden, og få papir på det man ved. Det kan lyde som papirnusseri, men kan i længden give lønforhøjelse, større jobsikkerhed og større tyngde på CV’et.
Lettere end nogensinde før
På erhvervsakademi- og diplomområdet er man netop ved at teste et nyt online-forløb, der gør det hurtigere og nemmere for alle parter at gennemføre en RKV inden for IT-området.
En af dem, der har gennemført forløbet er Henrik Sohl, der arbejder som IT-medarbejder i Sønderborg Kommune. Han har netop en af de jobprofiler, der er typisk for mange IT-folk: En lidt bedaget uddannelse og så en masse selvlært viden kombineret med kortere kurser.
”Jeg er uddannet datamekaniker og drønede tidligere rundt i landet for at hjælpe med IT-installationer. Firmaet blev opkøbt et par gange, og selv om vi til sidst var en del af DanaData, så ramte dot-com-krisen til sidst.”
Henrik Sohl skiftede til en stilling på Sønderborg Lufthavn, hvor han til sidst avancerede til driftschef. Men efter en personalerokade, søgte han tilbage til IT-branchen og blev IT-medarbejder i Sønderborg Kommune. Efter nogle år som fællestillidsmand er han begyndt at tage en akademiuddannelse i systemadministration for at få opgraderet sin faglige viden – og her kommer RKV-ordningen i spil.
Uddannelsen består af en stribe forskellige fag, og gennem Erhvervsakademi Lillebælts RKV-forløb forsøger han at få godskrevet ”Grundlæggende databaser,” der er en del af de i alt 14 fag, han skal igennem.
Henrik Sohl har været gennem RKV-online-testen, og skal inden længe til møde, hvor han både vil få resultatet at vide, og hvor han kan få hjælp til at lægge en plan for de næste kurser.
Uanset resultatet er han dog godt tilfreds med RKV-forløbet, som har været meget overkommeligt. Men han er også blevet inspireret til at tage flere kurser.
”Det giver altså et eller andet, når man kommer tilbage til kontoret og giver eksamenskage til de andre. Sådan på det personlige plan er jeg da også stolt af, at jeg fik en lige så god karakter som en af de andre på holdet, der ikke laver andet end at sidde og kode i Java.”
Henrik Sohls beretninger om efteruddannelse har også fået nogle af de andre på kontoret til at interessere sig mere for efteruddannelse, og en enkelt kollega har også kastet sig ud i et RKV-forløb.
”Med den nye online-test er det meget overkommeligt at få testet, om man kan få noget viden skrevet på CV’et. Det er også en god anledning til at tænke over, om man ikke vil stå bedre, hvis man får opdateret sin viden og viser kommende arbejdsgivere, at man ikke er gået i stå,” siger Henrik Sohl.
Husker du Carsten Woller?
RKV-muligheden har kørt i flere år, men kun 18 % af SAMDATA\HK-medlemmerne kender reelt til ordningen. Blandt dem, der har kendskab til ordningen, har hele 22 % imidlertid benyttet sig af muligheden. Ordningen er altså brugbar for ganske mange – men blot ukendt hos de fleste.
SAMDATA Magasinet har tidligere berettet om IT-supporter Carsten Woller, der havde fast arbejde hos SOSU-C i Ballerup.
Til en lønsamtale fik han at vide, at man ikke kunne give ham lønforhøjelse med mindre, han fik en uddannelse, man kunne hæfte lønforhøjelsen op på. Carsten Woller havde været igennem en del enkeltkurser og havde samlet meget viden undervejs. Derfor endte hans RKV-forløb også med, at han fik papir på titlen IT-supporter efter blot 13 ugers uddannelse. Uden RKV-forløbet havde uddannelsen taget 2½ år.
Da Carsten Woller kom til lønforhandling året efter, lykkedes det ham at få en lønforhøjelse på 15 %. Læs historien på SAMDATA Magasinets website.
Noget for dig?
Indtil nu har RKV-forløb altid startet med et møde typisk med en uddannelsesvejleder og siden en faglærer. Men Erhvervsakademi Lillebælts forsøg med en online-test af kompetencerne, skal gøre det hurtigere for alle parter at få overblik over den viden, man har.
Inden for IT-området har man i første omgang testet folks viden inden for grundlæggende databaser og grundlæggende programmering på hhv. akademiniveau og på diplomniveau. Andre fag vil sandsynligvis blive tilbudt senere, hvis der opstår efterspørgsel.
Hos Erhvervsakademi Lillebælt efterlyser man derfor IT-folk i hele landet, der vil have hjælp til et RKV-forløb og måske til at få lavet en uddannelsesplan. Hvis du er interesseret i at høre mere, kan du kontakte Trine Vester-Sørensen på trvs@eal.dk.