CORONA: DIGITALE VÆRKTØJER REDDER FIRMAER
For mange virksomheder udløser Corana-smitten en hård økonomisk krise, men ikke for alle. For nogle opstår der nye muligheder og især mulighed for at få digitaliseret forretningen. Vi har talt med fire virksomheder, der har reddet deres forretning og endda fundet nye muligheder med digitale platforme og værktøjer.
Danskerne har ændret vaner på rekordtid. Vi arbejder hjemme. Vi undgår butikker. Og vi handler digitalt.
Det har også vendt op og ned på erhvervslivet, så nogle firmaer har valgt at lukke butikken, fordi de kun taber penge for tiden. Andre firmaer klarer sig med uændret eller stigende omsætning. Det gælder især for virksomheder, der har kunnet udnytte digitale løsninger.
Det sker blandt andet hos Coop, hvor der sker store ting på de digitale fronter.
Coop: Fordoblet brug af digitale løsninger
”Vi kan se, at kunderne virkeligt er begyndt at tage scan-selv løsningerne til sig. Faktisk er Interessen for Scan-selv løsningen fordoblet, siden udbruddet af Corona,” fortæller kommunikationschef Lars Aarup. Han regner med, at en del af forbrugerne vil blive ved med at bruge scan-selv løsningen, og at det også vil have en effekt, når folk begynder at fortælle deres familie og venner om, at de er begyndt at bruge app’en.
Coop understøtter skiftet ved på firmaet website at fremhæve app’en som en måde man kan tage hensyn og minimere smittespredning. Men det er ikke kun i butikken folk ændrer vaner.
”Vores onlinesalg er næsten fordoblet, og det er meget tæt på, at de kører på fuld kapacitet,” fortæller Lars Aarup. Han fremhæver, at det ikke kun er kunderne, der har taget de digitale løsninger til sig. Det gælder i lige så høj grad medarbejderne, der nu holder mange møder digitalt.
”Vi kan se, at digitaliseringen slår igennem i hele huset. Lige pludselig kan alle finde ud af bruge Skype.”
Selv om medarbejderne sidder spredt, har det haft nogle positive konsekvenser.
”Møderne er langt bedre forberedt og mere velstrukturerede end før. Det bliver også samlet bedre op på møderne end før,” fortæller Lars Aarup.
Streaming: Ti-doblet antal webinar-streams
Et af de firmaer, der har oplevet et enormt digitalt gennembrud er ”Twentythree”, der tilbyder en videoplatform som både inkludere video- og webinar-faciliteter.
Egentlig troede firmaet, at de skulle til at tage det roligt, mens alle medarbejderne blev sendt hjem. Men der skete det stik modsatte.
”Vi kører fire gange load på serverne og ti gange så mange webinar-streams,” fortæller firmaets CEO og stifter Thomas Madsen-Mygdal.
Han forklarer også, at det, at vi alle skal arbejde hver for sig, øger behovet for tydelige ledelse, og her er det ikke altid nok at skrive en besked.
”Rigtigt mange ansatte er sendt hjem, og det er svært at lede medarbejdere gennem mails og telefonopkald. I en videoforbindelse får man meget større båndbredde i den menneskelige kommunikation. Man kan se, hvad det er chefen lægger vægt på, man kan få følelserne med. Og så er der plads til dialog i et webinar,” understreger Thomas Madsen-Mygdal.
Firmaet har bestemt sig for at fremskynde lanceringen af en ny feature på sitet, som gør det muligt at lave videoer med personlige beskeder – igen for at udnytte, at man kan få et budskab tydeligere igennem med video.
Hans egne medarbejdere er selvfølgelig også sendt hjem og han havde egentlig forventet, at det ville koste på effektiviteten.
”Jeg er meget stolt af teamet. Andre steder er tempoet gået ned, men vi har alle kastet os ud i det,” slutter Thomas Madsen-Mygdal.
1000 musiklærere flyttede på nettet
En af de virksomheder som har været afhængig af det fysiske møde er Musikundervisning.dk. Firmaet, der er stiftet i Danmark for seks år siden, har efterhånden bygget en base på 1000 aktive undervisere i fire lande.
Men da regeringen begyndte at lukke skoler og forbyde forsamlinger, stod firmaet egentlig for at lukke hovedparten af forretningen. Det er ganske vist tilladt for underviser og elever at mødes nogle få af gangen, men det anbefaler firmaet ikke, fortæller direktør Filip Koch Gregersen.
Men der var en spinkel udvej.
Firmaet havde bygget en onlineplatform, som kunne benyttes til fjernundervisning. Den var egentlig relativt ny, og blev ikke blevet brugt særligt ofte, men det var oplagt at forsøge at bringe den i spil. Platformen har bl.a. indbygget en metronome, så det er muligt for læreren at høre om eleven følger takten – også selv om der er forsinkelser på nettet.
”Vi gik fra et worst case scenario – en helt lukket forretning til, at vi har rykket en tredjedel af alle eleverne over på onlinemodellen på blot 3 uger,” konstater Filip Koch Gregersen. Han vil frem mod sommerferien arbejde videre for at få rykket så meget online som muligt.
Samtidigt arbejder et par udviklere på at forbedre online-systemet, så det bliver nemmere at bruge og så det fx bliver muligt at optage timerne. Men forude venter også udbygning af firmaets vidensgrundlag.
”Det at fjernundervise i musik kræver en hel anden metodik, og den viden er vi lige nu ved at sætte i system, så vi står stærkere i fremtiden,” fortæller Filip Koch Gregersen.
8 måneders forberedelse tæt på at gå op i røg
Helle Martens har i fem år arbejdet på at banke usability-konferencen ”UX Copenhagen” op fra bunden. Hvert år bruger hun 8 måneder på at sammensætte programmet, der har 30 talere fra det meste af verden – i år både fra Singapore, Argentina, Sydafrika og USA.
”Den 10. marts var vi netop nået til det niveau, hvor vi havde rundet 100 tilmeldte, og hvor konferencen fra da af ville begynde at give overskud. Dagen efter – den 11. marts lukkede Mette Frederiksen alt ned,” fortæller Helle Martens, der som enearrangør personligt hæfter for alt.
Ikke blot forbød regeringen arrangementer med over 100 deltagere, det blev også umuligt at komme til Danmark, hvilket ville udelukke tre-fjerdedele af de tilmeldte deltagere og de fleste oplægsholdere. Forude lurede risikoen for en økonomisk øretæve på et stykke over en halv million kroner – uden mulighed for at søge hjælpepakker.
Men lige på det tidspunkt, hvor det så mest umuligt ud, bestemte hun sig sammen med talerne, medarbejderne og de frivillige for at flytte hele konferencen online.
”Vi blev enige om, at hvis der var én gruppe, som burde kunne finde ud af at køre tingene 100 procent via nettet, så var det netop en stribe usability-folk. Folk gik sammen på en måde, som jeg ikke har set før. Det er simpelthen det bedste team, jeg har arbejdet med,” fortæller Helle Martens.
Alle oplæg blev optaget i forvejen og sendt til Danmark, og derefter broadcastet på det rette tidspunkt. Deltagerne kunne først se oplæggene på Vimeo, og alle oplægsholdere stod klar til at tage imod spørgsmål i efterfølgende live-sessions via Zoom. Flere af dem måtte flyttes, så de ikke skulle sidde i USA eller Singapore og svare på spørgsmål midt om natten. Undervejs var der livlig debat på Slack, Facebook, Instagram og Twitter.
”Nogle af deltagerne bor i USA, og for deres skyld sørger vi for, at alt bliver optaget, så de kan se det på et senere tidspunkt.”
I første omgang blev konferencen reddet, men det er endnu ikke afgjort om hun slipper fra det økonomisk med skindet på næsen. Hun kommer ikke til at tjene noget på de sidste otte måneders arbejde, men slutresultatet er blevet langt, langt bedre end den økonomiske katastrofe hun var blevet ramt af, hvis hun bare havde aflyst konferencen.
”Hvis jeg er meget heldig undgår jeg at sidde med en stor gæld,” konkluderer Helle Martens.