Chikane og underbetaling holder kvinder ude af IT-branchen
Problemerne begynder på universiteterne. De kvindelige studerende på IT-uddannelserne risikerer chikane fra de mandlige studerende. Og det fortsætter, når de får jobs i IT-branchen bagefter, hvor kvinder er lavere lønnet end mænd.
”Vi ved, at kvinderne i IT-branchen får mindre i løn. Og vi kan også se det på antallet af chefer i IT-industrien,” siger Judy Wajcman, professor ved universitet London School of Economics (LSE) i England. Hun har gennem en årrække forsket i den måde, som kønnene går til teknologi, og har også skrevet artikler og bøger om dette.
Ifølge Judy Wajcman begrænser forskelsbehandlingen sig ikke til mindre i løn. Det udarter sig også i ren chikane fra kollegernes sider.
”Vi ved, at det foregår på mange arbejdspladser. Og jeg hører, at unge kvinder chikaneres online, mens de går i skole. Nogle mandlige studerende anvender Facebook og andre sociale medier til at mobbe deres kvindelige medstuderende, mens de sidder i samme klasseværelse,” siger Judy Wajcman.
Mænds usikkerhed
Hun erkender, at hun kun kan gætte på, hvorfor chikane og diskrimination forekommer på arbejdspladsen. En del af årsagerne kan findes i de særlige kønsrollemønstre, man finder inden for de dele af IT-branchen, hvor nørderne er i høj kurs. Samtidig er arbejdstiderne ikke harmonerer med normale familiemønstre.
”Det at man skal være til rådighed hele tiden er heller ikke kompatibelt med det at have en familie og et liv udenfor arbejdspladsen,” siger Judy Wajcman Men det er næppe hele forklaringen:
”Jeg kan kun gætte på, at det blandt andet kan handle om den økonomiske afmatning med høj ungdomsarbejdsløshed. Det kan muligvis handle om unge mænds usikkerhed over for at blive udsat for konkurrence fra kvinderne. Det synes dog som en meget forsimplet forklaring, siger Judy Wajcman.
Ifølge lektor på Aarhus Universitet, Institut for Erhvervskommunikation, Iris Rittenhofer, der forsker i køn på arbejdspladser, skal man lede andre steder for at finde en forklaring på forskelsbehandling.
”Chikane, dårligere karrieremuligheder og underbetaling er ikke specielt for IT-branchen eller andre mandsdominerede brancher. Det sker bredt i erhvervslivet og i politik,” siger hun.
Iris Rittenhofer understreger, at hun ikke kender Judy Wajcmans forskning, hvorfor hun kun udtaler sig generelt.
Judy Wajcman understreger, at hun ikke kender til forholdene på danske IT-arbejdspladser eller uddannelsesinstitutioner, men hun peger på, at fænomenet med at holde kvinde nede eller helt udenfor synes at gå igen i brancher, som traditionelt har været mandsdomineret som for eksempel i den finansielle sektor.
Social retfærdighed
Og virksomheder som IBM i Danmark peget på problemerne med at tiltrække kvinder til IT-branchen.
Pia Rønhøj, chef for Corporate Social Responsibility (CSR) og employer branding i IBM Danmark, har tidligere udtalt til SAMDATA Magasinet, at de gamle kønsrollemønstre i øjeblikket udgør en stor barriere for at få flere kvinder i Danmark til at vælge uddannelser, der fører ind i IT-branchen. I erkendelse af problemet har SAMDATA længe arbejdet på at tiltrække flere kvinder til IT-branchen. ”Vi lever stadig med det forstokkede billede af, at piger kun vil være sociale og have med mennesker at gøre, mens drengene skal rode med teknik. Men i dag er teknologi noget helt andet,” sagde Pia Rønhøj dengang.
Ifølge Judy Wajcman er manglen på kvinder IT-branchen et problem først og fremmest af to årsager.
“For det første handler dette simpelthen om social retfærdighed. Folk der laver det samme arbejde, skal have den samme løn, uanset om det drejer sig om etniske minoriteter eller kvinder. Men det andet punkt er lige så vigtigt, og det vedrører de teknologier og programmer, der bliver udviklet. Mennesker former dem ud fra, hvor de er i livet, uanset om det drejer sig om Wikipedia eller andre programmer. Og kan vi ikke få kvinder ind i IT, får vi alt for talenter ind i arbejdet med at udvikle fremtidens teknologier og programmer,” siger hun.
\ FAKTA: Kort om Judy Wajcman
\ Inden Judy Wajcman i 2009 blev ansat som professor i sociologi på universitetet London School of Economics and Political Science, var hun professor på Australian National University. Hun har blandt andet skrevet bøgerne Feminism Confronts Technology og The Social Shaping of Technology. Du kan læse mere om Judy Wajcman og se hendes publiceringsliste hos The London School of Economics