AI ER EN STØRRE REVOLUTION END NETTET
Peter Munkholm har arbejdet med internetløsninger siden år 2000. Og selv om han endnu arbejder mest med at træne kunderne i at forstå de mange muligheder, der ligger inden for kunstig intelligens, så forventer han, at omvæltningen reelt bliver større end den revolution der skete, da internettet ændrede alt.
Peter Munkholm har været multimediedesigner lige siden årtusindskiftet. Det var dengang ”Internettet” brød igennem og alle mente, at aviser og boghandlere ville dø med det samme.
”Det tog længere tid end ventet, men forandringerne kommer jo alligevel. Boghandlerne overlever i dag, primært fordi de har diversificeret deres sortiment betragteligt.” konstaterer han tørt.
I dag arbejder han hos Tokerød Group på Fyn, der har specialiseret sig i at hjælpe virksomheder med at forbedre deres forretningsmuligheder med AI-løsninger. Og når det kommer til potentialet i kunstig intelligens, så mener han, at det vil betyde endnu større – og langt hurtigere omvæltninger, end internettet fik i sin tid. Omvæltningen vil også gå hurtigere, fordi infrastrukturen nu er på plads.
”Der er simpelthen en verden før og efter generativ kunstig intelligens. Og lad mig illustrere det med et konkret eksempel: Hvis man skal lave et tilpasset plugin til WordPress, der normalt vil tage et par dage, så kan det gøres på et par timer,” vurderer Peter Munkholm.
”Alle involveret i kundesupport bør forberede sig på omvæltninger, for AI-værktøjer kan trænes til mere præcise og effektive løsninger. Advokater, revisorer, forfattere, fotografer, undervisere og læger er blot et udvalg af brancher, der vil blive vendt op og ned på.”
”Der er mange virksomheder, hvor ledelsen ikke er klar til det her. Men så kommer der nogle unge mennesker og kører dem over, hvis de ikke er klar.”
Peter Munkholm, Multimediedesigner Tokerød Group
Træner kunderne i AI-muligheder
Lige nu er det stadig så tidligt i forløbet, at medarbejderne hos Tokerød Group hovedsageligt bruger tiden på at researche og hjælpe firmaer med at forstå, hvordan de kan bruge AI-løsninger.
”Det mest oplagte potentiale er nok inden for marketing eller indholdsproduktion. En webshop har stadig mange manuelle arbejdstimer. Der skal skrives SEO-tekster, laves webannoncer på Facebook, X, Instagram, Pinterest og Google – og skrives nyhedsbreve. I dag bliver det lavet manuelt, eller hjulpet af præ-programmerede web-services, men det er oplagt at automatisere med generativ AI.”
Han slår også på, at de underliggende værktøjer groft sagt er ligeglade med, om de skal generere tekst, billeder eller video. Derfor forventer han, at alt hvad der handler om ”medier” vil blive kraftigt påvirket af AI-værktøjerne. Men potentialet rækker også til at stable hele sites på benene, hvor hele indholdet er skabt af robotter.
”Mulighederne udvider sig konstant. For nylig trænede jeg en specialiseret ChatGPT-agent til at simulere en gourmetkok, der kommer med opskrifter, ideer til tema-fester og gode råd i chatten på en webshop.” fortæller Peter Munkholm. Han møder mange virksomhedsejere, der først lige skal forstå principperne og potentialet.
”Der er mange virksomheder, hvor ledelsen ikke er klar til det her. Men der er masser af unge mennesker, der er klar, og de spørger ikke om lov. De går bare i gang. Hvis man er for rigid, bliver man simpelthen kørt over,” siger Peter Munkholm.