Åbenhed efterlyses
Har du hørt om det grå kursusmarked?
Umiddelbart lyder det som noget, der som smugkroer og sidegadevekselerer gemmer sig i anonyme industrikvarterer. Hvor dørtelefoner ikke virker. Og journalister drømmer om at snige sig ind med skjult kamera.
Men i virkeligheden er der tale om de kursusvirksomheder, der udbyder undervisning i IT-systemer uden at være autoriseret af de virksomheder, der producerer systemerne.
”Det betyder ikke, at de er dårligere. Det betyder bare, at det ikke er officielle kurser, hvor dem, der afholder dem ikke overholder de spilleregler som de autoriserede kursusvirksomheder. De anvender for eksempel deres eget undervisningsmateriale i stedet for de officielle kurser,” siger Thomas Guldberg, partner i Segment, en af de autoriserede kursusudbydere af blandt andet certificeringskurser inden for Microsofts produkter.
Hvad tjener de store leverandører?
Han opfordrer til en større åbenhed om den måde, som hele markedet for IT-certificeringer fungerer på. Det ville gøre det nemmere for kunderne at navigere rundt i markedet, som også ville blive mere gennemskueligt for resten af kursusvirksomhederne.
”Jeg vil for eksempel gerne have noget mere åbenhed om, hvad IT-leverandørerne tjener på at sælge kursusmateriale. Jeg anerkender gerne, at de har en række udgifter i forbindelse med kurserne og certificeringerne. Men jeg ville undre mig, hvis ikke de tjente penge på dette marked, siger Thomas Guldberg.
Som autoriseret kursusvirksomhed er man nødt til at anvende det autoriserede undervisningsmateriale i stedet for selv at udvikle egne materialer. Ud over dette ligger der en række krav til blandt andet kurserne og medarbejderne.
”Jeg er aldrig blevet dikteret, hvad mine priser skal være. Jeg kunne sætte mine priser ned med 60 procent uden at nogen ville kunne blande sig i det. Men jeg er nødt til at købe det autoriserede kursusmateriale, hvis jeg vil udbyde autoriserede kurser. Og det er med til at bestemme, hvor meget jeg kan tage for mine kurser,” siger Thomas Guldberg.
Bedst på markedet
Ifølge ham vil der ikke være noget, der for eksempel forhindrede ham i at blive en del af det grå kursusmarked. Hans kursister ville stadig kunne gå op til de officielle prøver, der giver adgang til at blive certificeret. Men på kursusmarkedet efterspørger de attraktive kunder først og fremmest de officielle kurser, som bliver opfattet som de bedste på markedet. Og det er dette autoriserede marked, som Segment går efter.