BRED POLITISK FRONT MOD CYBERANGREB
Smalle aftaler, skænderier, blokpolitik og uenigheder. Konfliktniveauet kan være højt i dansk politik.
Men ser man på de aftaler, der er indgået om at strafforfølge IT-kriminelle og stoppe cyberspionage, så er konfliktniveauet betydeligt lavere. Langt de fleste lovændringer og aftaler på området bliver nemlig vedtaget af brede politiske alliancer.
Da der i 2009 blev indgået dét forsvarsforlig, som dannede rammen for oprettelsen af Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste, var samtlige partier undtagen Enhedslisten med – og det samme gjorde sig gældende, da der i 2012 blev indgået nyt forlig.
“Truslen fra ondsindede cyberangreb udvikler sig med en hast, der kræver en styrkelse af cybersikkerheden.”
Lars Christian Lilleholt, Venstre
Enhedslistens kritik af Center for Cybersikkerhed handler blandt andet om, at det organisatorisk hører under Forsvarets Efterretningstjeneste:
“De har ret til og mulighed for at dele alle oplysninger, de kommer i nærheden af, med bl.a. udenlandske efterretningstjenester. Og det betyder jo sådan set, at Center for Cybersikkerhed helt uforvarende kan være medvirkende til, at informationer, som private virksomheder deler med dem i deres forsøg på at blive beskyttet, kan blive videregivet til amerikanske efterretningstjenester og andre amerikanske virksomheder,” sagde partiets daværende retsordfører Pernille Skipper senere til Berlingske Nyhedsbureau i 2014.
Siden da er det blevet til flere brede aftaler om beskyttelsen af dansk IT-infrastruktur, bl.a. en tillægsaftale til forsvarsforliget i 2019, hvor Venstre, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre vedtog at tilføre yderligere ressourcer til forsvarsområdet, blandt andet for at forbedre beskyttelsen mod cybertrusler.
Ved den lejlighed sagde Henrik Dam Kristensen, forsvarsordfører for Socialdemokratiet:
“Ved tillægsaftalen bliver forsvarsforliget endnu mere robust. I forsvarsforliget satte vi fokus på cyber, og det var der god grund til. Cybertruslen er ikke blevet mindre – tværtimod. Med tillægsaftalen fortsætter vi med fokus på cyber – det er Socialdemokratiet godt tilfreds med.”
Da pengene senere blev udmøntet i en konkret plan, sagde Venstres Lars Christian Lilleholt:
“Truslen fra ondsindede cyberangreb udvikler sig med en hast, der kræver en styrkelse af cybersikkerheden. Derfor er det vigtigt, at vi nu sætter ind for at være på forkant med udviklingen. Danmark skal bevare sin position som et af de mest digitaliserede lande, men vi skal samtidig også sørge for at beskytte os bedre mod cyberangreb og nedbrud. Derfor glæder vi os over aftalen, der netop indeholder en række initiativer, der skal sikre dette.” \