PODCAST: DATASNAK EPISODE 100: Vi fejrer jubilæum
Denne gang byder vi et særligt velkommen til EPISODE 100! 😃
Ganske vist hed podcasten jo de første år SAMDATA HK Podcast, men selvom vi har taget en navneændring og nu kalder os DataSnak, så synes vi godt vi kan fejre vores jubilæum.
Og det gør vi simpelthen ved skamløst at pille i egen navle i en hel time.
Mere specifikt har vi indsamlet et par håndfulde spørgsmål om teknologi og data, som vi skiftes til at svare på – og det handler både om vores første computere, om hvilke podcasts vi gerne ville have lavet, og hvilke it-personligheder vi helst ville møde.
Nogle af spørgsmålene har vi selv fundet på, andre kommer fra lyttere af DataSnak (shoutout til Line!).
Vi håber I vil hygge jer lige så meget som vi gjorde – og husk, at I jo også selv kan lege med og svare på spørgsmålene derude 😃
Tak fordi I lyttede med på de første 100 episoder af DataSnak – vi satser på lige at tage 100 mere, sådan til at begynde med.
Mange hilsener,
Jeppe, Adam og Anders
PRAKTISK
DataSnak har fokus på it-faglige og it-politiske emner, og nørder igennem med alt fra automatisering over sikkerhed til uddannelse i den digitale verden.
Podcasten behandler også SAMDATA\HKs relevante aktiviteter såsom kurser, faglige initiativer, kommunikation og værktøjer og tilbud, som man kan få, når man er it-medlem i HK.
Formål er at gøre lytterne klogere på hvad der sker i deres arbejdsliv her og nu og i fremtiden, og gå i dybden med problemstillinger fra it-professionelles hverdag.
Tovholderen på podcasten er it-faglig konsulent Jeppe Engell. De øvrige to værter er Adam Bindslev og Anders Høeg Nissen. DataSnak udkommer hver 14. dag.
Tak fordi du lytter med! Får du lyst til at komme med ris og ros, kan du sende en e-mail til jeppe.engell@hk.dk – og hvis du har tekniske spørgsmål eller kommentarer kan de sendes til anders@podlab.dk