50 NUANCER AF GRØNT
Men hvordan gør man det konkret? På de følgende sider kan du møde to medarbejdere i forskellige dele af branchen, der på hver sin måde bidrager til at give klimaet en hjælpende hånd. Derefter kan du finde gode idéer og inspiration, hvis du selv vil i gang.
\
“ALLE HAR FORSTÅELSE FOR, AT DET ER VIGTIGT”
Mark Møller Olsen er teamleder i servicedesken i IT-afdelingen i Kolding Kommune. Han kommer fra en baggrund som elektriker og AV-tekniker, men har været i leder af teamet de seneste fire år. Sammen med sine kollegaer har han fokus på at give IT-udstyr og dets emballage nyt liv, når det ikke længere skal bruges i kommunen.
“Grøn omstilling fylder mere, end man skulle tro. Vi gør meget for at tænke grønt i alle de valg, vi foretager. De statslige indkøbsaftaler har fået større fokus på grøn omstilling, men allerede før det købte vi altid de produkter, vi kunne i bulk, så det ikke var enkeltindpakninger. Når vi har udkørende opgaver, så strukturerer vi ruterne, så vi bruger mindre brændstof. Det samme gælder den leverandør, der kommer og klarer reklamationer på vores IT-udstyr. Dér har vi købt den til at komme hele eller halve dage for at mindske brændstofsforbruget, når de kører til os. Vi har også lavet en aftale med vores trykkeri, der laver kommunens tryksager, hvor de overtager de papkasser, som de kan bruge til at pakke i. På den måde bliver de genbrugt.
Vi gør meget ud af at levetidsforlænge vores udstyr. Tidligere hed det, at grænsen var tre år og to måneder, nu er det blevet en variabel grænse, hvor det ofte bliver fire-fem år. Vi sælger en del af udstyret via SpecialMinds, der er et socialøkonomisk projekt for unge med autisme. De køber udstyret, før det bliver værdiløst, renser det for data, og sælger det videre til private. Det er win-win hele vejen rundt.
Vi har også en proces, hvor vores aflagte emballage til f.eks. iPhones og iPads bliver afleveret til “Skatkammeret”, der sørger for, at institutioner i kommunen kan bruge materialet til kreative projekter for børn.
Jeg synes, at medarbejderne er gode til at have øje for mulighederne for at lade noget cirkulere i stedet for at smide det ud. Alle har forståelse for, at det er vigtigt. Når man først får inspiration, så begynder man jo at reflektere over, hvilke muligheder man støder på. Vi skal have ny teknikerbil snart, og det første forslag fra kollegaerne var, at det bliver en el-bil. Det kommer jo fra en erkendelse af, at det er godt at bruge færre fossile brændstoffer, og at en bil, der har mange koldstarter og kører korte ture, forurener mere.
Vores primært arbejdsredskab i kommunen er Lenovo-computere. Sådan en maskine belaster jo klimaet med en bestemt mængde CO2 i løbet af sin levetid, men nu er vi begyndt at klimakompensere for CO2-udledningen, så det går i nul. Det er en tjeneste, som Lenovo leverer, hvor både produktion, levering og drift medregnes i den samlede CO2-udledning og derefter kompenseres med investering i grøn energi. På den måde anerkender vi, at det udstyr vi bruger, har et klimaaftryk.”
FREMHÆVET CITAT
Jeg synes, at medarbejderne er gode til at have øje for mulighederne for at lade noget cirkulere i stedet for at smide det ud. Alle har forståelse for, at det er vigtigt.
Mark Møller Olsen
— – – – – – – – – –
FRA IT-SUPPORTER TIL CO2-JÆGER
Casper Ginderskov er Business Development Manager i IT-giganten Atea, hvor han blandt andet arbejder med grønne automatiseringsløsninger baseret på big data.
“Mit arbejde handler om at finde modeller for, hvordan vi kan optimere verden med teknologi. Det kan være ved genanvendelse af ressourcer, eller at minimere CO2-udledning fra bygninger. Jeg startede med at blive uddannet IT-supporter på TEC i Ballerup. Jeg har altid interesseret mig for teknologi, og droppede ud af 10. klasse for at gå på TEC. Jeg har bevæget mig fra kundesupport hen over serverdrift til at arbejde med kundeoplevelser. Jeg har hele tiden kunnet mærke, at jeg ville noget mere, at jeg ville bygge ovenpå dét, som jeg allerede kunne. Derfor er jeg nu endt som Business Development Manager. Min holdning er lidt, at hvis man er nysgerrig og viser engagement, så er der rigtigt mange muligheder.
Mit arbejdsområde er forretningsudvikling indenfor data, IoT (Internet-of-Things, red.), AI (Kunstig intelligens, red.) og automatisering. Det handler konkret om, hvordan vi kan få data fra de mange datakilder og IoT-sensorer til at give den nødvendige indsigt, så vi kan tage datadrevne beslutninger og derved forbedre hverdagen.
Hos Atea arbejder vi meget med bygningsdrift: Hvordan gør man det intelligent, og hvordan kan bygninger bidrage til den bæredygtige agenda? Bygninger har et stort ressourceforbrug, som er estimeret til at udgøre helt op til 30 procent af Danmarks CO2-udledning. Det undersøger vi grundigt for at kunne finde besparende tiltag.
Det seneste område, jeg har arbejdet med, er, hvordan vi baseret på sensorer og dataintegrationer til bygningers CTS-systemer, el- og vandmålere, kan skabe et overbliksbillede af bygningens ressourceforbrug. På den måde kan vi opdage forhøjede forbrugsmønstre, som virksomheden skal agere på. De data kan på sigt blive indsamlet og brugt til bygge en digital kopi af bygningen til virksomheden.
I dag oplever jeg, at mange blot gør, hvad de altid har gjort, og at deres beslutninger ikke støttes op af reelle data. Der ligger et kæmpe optimeringspotentiale. Ikke kun indenfor drift af bygninger, men ligeledes indenfor produktion, retail, sportsverdenen og så videre.
Grøn omstilling og bæredygtige løsninger fylder en hel del i Atea. Vi har to bæredygtighedsansvarlige, der er gode til at få budskabet ud internt i firmaet og hos kunderne. Vi snakker meget om bæredygtighedsmål, og er en del af en større sammenhæng sammen med vores kunder og partnere. Vi vil gerne være ledende indenfor bæredygtighed.
Jeg havde ikke forestillet mig det her, da jeg sad på TEC i Ballerup. Dengang tænkte jeg, at jeg måske skulle sidde og vedligeholde en masse servere, og måske kunne jeg blive månedens medarbejder. Jeg anede ikke, at jeg ville gå den her vej, men jeg har haft en masse gåpåmod og udfordret mig selv.”
\
FREMHÆVET CITAT
“Bygninger har et stort ressourceforbrug, som er estimeret til at udgøre helt op til 30 procent af Danmarks CO2-udledning. Det undersøger vi grundigt for at kunne finde besparende tiltag.”
Casper Ginderskov,
Business Development Manager, Atea
Savner du inspiration til den grønne omstilling på din arbejdsplads?
På thegreenwebfoundation.org kan du tjekke om jeres hosting er drevet af grøn energi. Med den viden kan I overveje at søge efter en ny udbyder eller bede jeres nuværende om at skifte til grøn energi.
På sparenergi.dk har Energistyrelsen samlet en lang række konkrete råd og forslag til, hvordan I sparer el og varme på kontoret. Hvis du klikker ind under ‘Erhverv’ kan du finde en række meget brugbare tjeklister, der kan danne udgangspunkt for jeres arbejde. Der er f.eks. tjeklister til køling af serverrum og indkøbsanbefalinger til serverudstyr.
Bliv grøn agent. Grøn Agent er et målrettet uddannelsestilbud for dig, der vil gå forrest i den grønne omstilling og skabe samarbejde om at forankre bæredygtighed på tværs på dit job. Uddannelsen er udviklet af HK og Erhvervsakademi Aarhus og består af to akademifag: Bæredygtig forretningsforståelse og Procesfacilitering, som er de fag, der giver de vigtigste handlingskompetencer inden for den grønne omstilling. Du kan læse mere om det på HK’s hjemmeside ved at søge på “grøn agent”.
Arbejdsgiverorganisationen Dansk Industri har et større tema på deres hjemmeside om hvordan lige netop din virksomhed kan finde forretningspotentiale i den grønne omstilling. Gå ind på danskindustri.dk og søg på “grønne forretningspotentialer” for at finde temaet.