OPKØBT MIDT UNDER CORONA-NEDLUKNING
Selv om resten af Danmark har smidt mundbindene, holder Flemming Uldalls arbejdsgiver stadig på de strenge smitteregler. Et interview på hans arbejdsplads er ikke tilladt.
I stedet mødes SAMDATA Magasinet med ham i Aarhus’ IKEA, hvor restauranten giver mulighed for at få lidt mad til frokost samtidig med interviewet.
Lige som tusinde andre IT-folk blev hans hverdag vendt på hovedet, da COVID-pandemien gjorde det nødvendigt at sende medarbejdere i det offentlige som i private virksomheder hjem. Men i hans tilfælde havde det mindre at gøre med den frygtede virus. Det vender vi tilbage til nogle afsnit længere nede i artiklen her.
Kørte som planlagt
Egentlig regnede Flemming Uldall med, at pandemien ville ramme den database, som han har ansvaret for at styre for det danske sundhedsvæsen.
Ved siden af sit daglige arbejde i DXC Scandihealth, der er IT-leverandør til det offentlige sundhedssystem, er Flemming Uldal også tillidsrepræsentant sammen med posten som bestyrelsesmedlem i SAMDATA\HK.
”Alle i Danmark over 50 år bliver automatisk indkaldt, forstået på den måde, at de får tilsendt en lille plasticpose til deres afføring, som så bliver undersøgt for blod. Er der for meget blod i prøven, bliver man indkaldt til en kikkertundersøgelse,” fortæller Flemming Uldall.
I forbindelse med pandemien var der tale om, midlertidigt, at lukke for det system, fordi man forventede, at der ville blive for travlt i det danske sundhedssystem.
”Men det skete faktisk ikke. Det screeningsprogram kørte helt normalt.”
Alligevel var pandemien ikke helt uden konsekvenser for ham.
”Det betød, at jeg er blevet en meget bedre trommeslager,” konstaterer Flemming Uldall med et stille svedent smil, da han fanger overraskelsen på den anden side af spisebordet.
Bedre trommeslager
Forklaringen på den melding er, at han har svært ved at arbejde hjemmefra, fordi det ikke rigtigt passer ind i familielivet.
”Så jeg har siddet ude på arbejdet det sidste halvandet års tid. Det meste af tiden har jeg været alene.
Indimellem har der måske været et par stykker derude i storrumskontoret, hvor der ellers sidder mere end 100 personer normalt,” fortæller Flemming Uldall.
I pauserne mellem de forskellige datakørsler har han så øvet sig på sit trommespil med en medbragt elektronisk pad.
”Det hele har været meget underligt. Jeg har også været på arbejde i weekenden, hvor der er endnu mere stille. Ind i mellem har jeg gjort et eller andet, hvor alarmen er gået. Så kommer der en vagt. Mens man sidder med øretelefoner på, står der pludselig en anden mand: WWAAAH!”
Flemming Uldall sætter øjne og mund på vid gab for at demonstrere chokket ved uforvarende at blive hevet ud af sin egen verden en sen aften. Han griner hen over IKEAs hakkebøf med ærter, sovs og kartofler.
Tilbage på jobbet … sådan da
Selv om restriktionerne for at komme ind på arbejdspladsen er ophævet, foretrækker mange kolleger dog stadig at arbejde hjemmefra. Mange møder foregår over Zoom, der måske afkorter mødetid, gør dem mere effektive ved at eliminere smalltalk. Til gengæld er de digitale møder mindre egnede til idéudvikling eller møder i samarbejdsudvalget, hvor dagsordenen og emnerne er mindre fast definerede på forhånd.
”Jeg har svært ved at sige, hvad det kommer til at betyde for arbejdsmiljøet. Vi har nogle faste mødedage, så vi ses da mere fysisk end før. Men jeg har meget færre sager som tillidsmand. Det er mere sådan hardcore ting som ’hvor er mine ferietimer?’ Problemer med arbejdsmiljø eller, at nogen småskændes, er væk.”
Til gengæld var der til at begynde med lidt mere bekymring, da det blev annonceret, at DCX solgte sin afdeling i Danmark med sundheds-IT, DXC Scandihealth, til det italienske IT-firma Dedalus med virkning fra den 1. april i år.
”Vi var bange for, at lige så snart vi blev overtaget af nogle andre, ville de smide os ud af overenskomsten. Men det nye firma har været meget åbne og var allerede begyndt at tale om overenskomst, inden overtagelsen var gennemført. Det blev ordnet lidt under radaren. Det hele ser dog foreløbigt godt ud,” siger Flemming Uldall.
Han fremhæver, at alt for mange IT-virksomheder byder og vinder udbud af offentlige IT-opgaver uden at have overenskomst. På den måde kan de underbyde de konkurrenter, som er med til at støtte op om den danske arbejdsmarkedsmodel.
”At de får lov til at levere til offentlige kunder, finder jeg uretfærdigt. Men jeg ved da godt, at det er svært at komme igennem overfor kommunerne, at det kun er virksomheder med overenskomst, som kommer til at byde på de opgaver, de sender i udbud.”
Ingen fyringer i sigte
Umiddelbart synes Flemming Uldall og hans kolleger også at kunne glemme en anden bekymring: Normalt betyder et salg fra en kapitalfondsejet virksomhed til en anden, som også er kontrolleret af en kapitalfond, at der skal rationaliseres, hvad der på almindeligt husmandsdansk betyder, at der skal fyres medarbejdere.
Flemming Uldall peger på, at den øvrige del af DXC i Danmark har haft underskud i en del år, mens afdelingen i Aarhus med sundheds-IT, med hans ord, ”har haft en nogenlunde forretning.”
”Så det er måske meget godt at komme lidt væk fra den del af DXC, som har tabt penge på en lang række fejlslagne projekter. Så selvfølgelig er det en ny kapitalfond, som i sidste ende ejer os, men vi har til gengæld sorte tal på bundlinjen.”
Samtidig har Flemming Uldall heller ikke mærket nogen nervøsitet blandt sine medlemmer over nu igen-igen at være blevet solgt videre til en anden ejer.
”Vi har været oppe omkring de 400 medarbejdere. Nu er vi en 80-100 ansatte. Mange af de tidligere kolleger er blevet fyret, ja, men de har altså også fået andet arbejde.”
“Vi var bange for, at lige så snart vi blev overtaget af nogle andre, ville de smide os ud af overenskomsten.”
Flemming Uldall
BILLEDTEKST
Tillidsrepræsentant og medlem af SAMDATA\HK’s bestyrelse Flemming Uldall har endnu svært ved at danne sig et klart billede af, hvordan corona-pandemien har ændret kollegernes arbejdsmønstre.