KLIMAET SKAL REDDES AF BÆREDYGTIGE FORRETNINGSMODELLER
Har digitalisering som redskab overhovedet en rolle at spille i forhold til klimakrisen?
”Bestemt. Uden digitalisering og brug af data tror jeg, det bliver rigtig svært at nå de klimamål, som EU har opsat for 2030.
Brugen af data kan netop gøre, at vi træffer bedre og mere informerede valg, og ikke baserer vores klimaindsatser på mavefornemmelser, men på reel viden om, hvad der virker og har den ønskede klimaeffekt.”
”Brugen af data kan netop gøre, at vi træffer bedre og mere informerede valg, og ikke baserer vores klimaindsatser på mavefornemmelser, men på reel viden om, hvad der virker og har den ønskede klimaeffekt.”
Annabeth Aagaard
Hvad er nogle af de bedste eksempler du har set på bedre klima-løsninger, der er drevet af IT
”Ser vi bredt på brancherne og ikke på enkeltvirksomheder, så er der et kæmpe potentiale og en udvikling i brugen af f.eks. IoT (Internet of Things, red.) i byggeriet.
Sensorer kan monitorere alt fra hærdning af beton til bygningernes tilstand (f.eks. i forhold til fugt og nedbrydning). Den miljømæssige gevinst er en kraftig reduktion af CO2-udledning og ressourceforbrug både i byggefasen, driften og i vedligeholdelsen af bygningerne, hvor sensorteknologier også kan være med til at øge levetiden af byggeriet.
Der er også spændende og radikale tiltag inden for digitalt landbrug, hvor droner og brugen af sensorer hjælper landmanden med at indsamle data, som kan varsle om sygdomme, gødningsmangel eller skadedyr i markederne og dermed reducere brugen af pesticider og øge udbyttet.
Derudover har både industrien og offentlige instanser fået øjnene op for kunstig intelligens (AI), som kan bruges til alt fra chatbots, fejlminimering, lageroptimering, detektering af hvidvask, ruteplanlægning, sags- og opgavefordeling samt tilbudsudregning eller som Carlsberg, der bruger AI til at vurdere ølsmagsdata indsamlet via kemiske sensorer, når de skal vælge og udvikle den bedste ølsmagsvariant. The sky is the limit!”
Hvor ser du de største vækstpotentialer, hvor IT kan drive en klima-venlig udvikling?
”Jeg tror faktisk ikke, vi har set eller opdaget de største vækstpotentialer endnu, for hver dag finder virksomheder på nye måder at bruge data og digitale teknologier til at skabe nye, bedre og mere bæredygtige løsninger.
Men jeg håber, at bæredygtig vækst igennem digitalisering også i større omfang inspirerer de 99 procent af danske virksomheder, som er små og mellemstore af størrelse, og derfor har behovet for den digitale ’vækstmotor’, men ikke har de samme investeringspotentialer og tidshorisonter som større virksomheder.
Hvordan undgår man, at klima-tiltagene bliver enkeltstående tiltag, som er glemt lige så snart den næste krise rammer?
”Det gør man ved at koble bæredygtighed og digitalisering på sin forretning. Hvis det giver mening økonomisk og bæredygtigt, så kommer det helt af sig selv. Vi skal væk fra ’halleluja-CSR’ og over i bæredygtig forretningsudvikling, så der bliver en langsigtet plan med virksomhedens bæredygtige tiltag.
For virksomheder kan ikke overleve ved at sponsorere fodboldhold i Afghanistan eller ved at købe el-biler. I sidste ende skal virksomheden have en sund økonomi, så de kan investere i bæredygtig vækst og samtidig kan betale lønninger og deres leverandører samt skat til staten og samfundet.”
Kan du nævne et par gode eksempler på en virksomhed, der har brugt IT/IOT til at skabe mere bæredygtige produkter eller forretningsgange?
”Jeg synes, den dansk healthtech virksomhed SYNCSENSE er spændende. Virksomheden har udviklet en digital træningsteknologi til fysisk og kognitiv VR-træning af samfundets mest svækkede og inaktive ældre og mennesker med handicap. VR-løsningen gør det lettere for sundhedspersonalet at løse deres kerneopgave på en smartere måde, så ressourcerne kan blive brugt der, hvor der er mest brug for dem. Der er også danske Aguardio, som gennem brugen af IoT kan reducere energi og vandforbrug i bl.a. private hjem og på hoteller. Løsningen består af sensorer, der opsamler data omkring vandforbruget, temperaturen og fugtigheden i rummet, hvor data bliver vist i displays og dermed motiverer folk til at bruge mindre vand.”
BLÅ BOG FOR ANNABETH AAGAARD
2015 – Aarhus Universitet, Lektor og direktør for Center for Digital Forretningsudvikling
2003 – CEO/Ejer, Knowledgehouse
2009- 2015 SDU, Lektor
2005 – 2008 Lundbeck, PhD (How to support pharmaceutical front end innovation)
Annabeth Aagaard har udgivet 15 bøger inden for bæredygtig og digital forretningsudvikling, innovation og ledelse.
Er klima-venlig produktion reelt noget der kan bruges som en konkurrencefordel?
”Det er efterhånden en nødvendighed, hvis man skal vælges til som leverandør hos de større og CSR-afrapporterende virksomheder. Med tiden vil man forvente bæredygtig produktion som et minimum, og andet ganske enkelt ikke giver mening i et land som Danmark som har viden og ressourcerne.”
Hvordan undgår virksomhederne, at det ender i greenwashing?
”Gennem måling og dokumentation er svaret. Det er ikke nok med ’hyggelig’ grøn PR & storytelling. Der skal fakta bag. Og med data indsamlet via de digitale teknologier har virksomhederne alle data til rådighed til at bakke deres bæredygtige handlinger op med målbare resultater.”
Klimakrisen bliver ikke løst på hverken en måned eller et år. Hvordan sikrer virksomheden, at klimaindsatsen ikke går i glemmebogen, når den næste udfordring rammer?
”Det gør virksomheder ved at gøre bæredygtighed til en del af deres forretningsstrategi, så man tænker bæredygtig vækst og udvikling ind i sin forretning og bruger digitale teknologier til at løfte strategiens målsætninger.” \