Karen ville have nye muligheder
Tre der tog springet
I denne artikelserie kan du møde tillidsrepræsentanten, der gerne vil have kollegaerne til at tage mere efteruddannelse, og tre IT-medarbejdere, der alle har fået penge til at tage en efteruddannelse efter eget valg.
Om noget passer de to sætninger på Karen Haar.
Gennem sin lange erhvervskarriere synes hun at have grebet de muligheder, der har budt sig til.
Oprindelig har Karen Haar en sproglig uddannelse fra Handelshøjskolen i Aarhus. Den har hun så senere kombineret med en merkonomuddannelse, lederkurser og et væld af IT-kurser, ”… som man jo har gjort igennem en lang erhvervskarriere.”
Og når hun videre skal forklare, hvorfor hun er endt som IT-kundeansvarlig i Region Midt IT, skinner hendes entusiasme igennem. Sætningerne bliver korte og ordene falder hurtigere.
”Jeg havde Interesse. Når de spurgte, hvem vil være superbruger, så ville jeg. Nu snakker vi om dengang midt i 80erne. IT tog voldsomt fart, så jeg er født og opvokset med IT. Jeg sprang på vognen, hvor andre ikke synes, at det var noget. Men jeg har altid syntes, at IT det var fedt. Da jeg fik mit første job, var der ingen som ville have med den der nye PC at gøre. Men det ville jeg,” siger Karen Haar.
Hun fortsætter:
”Og senest har jeg så fået en toårig diplomuddannelse i ledelse på Ledelsesakademiet her i Aarhus. Jeg begyndte sommeren 2013, og færdiggjorde den sommeren 2015,” siger Karen Haar.
Knække den nød
Uddannelsen fik hun som medarbejder i Region Midt IT. IT-medarbejdere i Region Midt fik mulighed for at blive opkvalificeret fagligt med en større bevilling til et forløb, hvor medarbejderne fik mulighed for efteruddannelse på et udvalg af uddannelsesinstitutioner.
Og Karen Haar fandt tilbuddet tillokkende: Hun havde gennem længere tid arbejdet med IT og ledelse, men hun savnede et større teoretisk fundament.
”Jeg ville gerne vide noget om, hvad god ledelse virkelig handler om. Jeg ville gerne knække den nød, hvordan man bliver en bedre leder. Og jeg vil gerne have den viden ind under huden, så teorien kan blive omsat til praksis. Det ville simpelthen være guld,” siger Karen Haar.
Og selv om hun straks kunne se, at uddannelsesforløbet ville blive hårdt, tøvede hun ikke. Efter rollen som mor havde fyldt meget i hverdagen, var hendes børn flyttet hjemmefra. Nu var tiden til rådighed til at sætte sig selv først. Men selv om hun havde mere tid til efteruddannelsen, blev den alligevel en knap ressource med det ekstra arbejde, studierne lagde oven i hendes normale arbejdsopgaver.
”Man skal prioritere meget hårdt, når man går ind i et sådant forløb. Man kan tage uddannelsen på tre år. Men jeg tog det på to år, som er et meget komprimeret forløb. Og her skal ens bagland forstå, at man er nødt til at sidde og læse en hel søndag og den halve lørdag. Samtidig skal man skrive opgaver om aftenerne.”
Men selv om det kostede hende og familien en bunke tid, så har det været hele sliddet og de ekstra timer værd, understreger Karen Haar:
”Det har givet så fantastisk meget at komme ud blandt ledere fra vidt forskellige brancher fra Grundfos, Vestas og andre store virksomheder. Man får så mange nye input om deres måde at være ledere på.”
Det indre frem for det ydre
Efter at have gennemført uddannelsen kan hun mærke, at hun har fået en værktøjskasse til bedre at arbejde i en politisk styret organisation som en region. Men ud over dette, har forløbet også givet hende en bedre forståelse af selve fundamentet for det at være en god leder.
”Jeg har erkendt, at ledelse handler mere om at beherske det indre frem for det ydre. I løbet af uddannelsen tog jeg et valgfag i filosofi og ledelse. Her kom jeg ind på en bane, jeg aldrig havde været på før. Og en hel ny verden åbnede sig for mig,” siger Karen Haar.
Med denne tilgang til faget som leder, er hun blevet bedre til at reflektere over og handle på de problemstillinger, der viser sig i dagligdagen på jobbet. Karen Haar understreger, at hun har fået dyb respekt for søgende personer – dem der søger svar frem for dem, der har alle svarene. Samtidig har dette givet hende en større gennemslagskraft og et større mod, mener hun.
”Også på det personlige plan har det givet mig en større indsigt. Både på godt og ondt,” griner Karen Haar.
\ Kort om Karen Haar
Alder: 59 år
Uddannelse: En bachelor i engelsk og fransk samt Diplom i Ledelse
Arbejdsgiver: Region Midt IT
Familie: Gift med tre voksne børn.
Fem spørgsmål til karen haar
1. Hvorfor tog du efteruddannelse?
”Af nysgerrighed og for at blive klogere på mig selv som leder og som menneske.”
2. Havde du en plan for, hvad du ville med din efteruddannelse?
”Jeg ville gerne bruge den til at gøre en forskel. Jeg vil være med til at påvirke beslutninger og få indflydelse på IT-strategien. Ikke mindst ville jeg have mere arbejdsglæde”.
3. Hvordan kom du frem til netop den uddannelse?
”Jeg sprang ud i det, da jeg fik tilbuddet. Muligheden var der, og jeg tog den. Selvfølgelig vender man lige, om det er for hårdt eller om man nu kan det. Og jeg kan kun sige til andre, at får de muligheden, så skal de gribe den.”
4. Fik du hjælp fra din tillidsrepræsentant?
”Ja, hvis jeg havde haft brug for det, havde jeg helt sikkert kunne få hjælp i HK. Men jeg havde ikke brug for det, fordi min ledelse bakkede 100 procent op om projektet.”
5. Fik du økonomisk støtte til
efteruddannelsen?
”Jeg fik uddannelsen betalt af Region Midt IT, og tiden lagde jeg selv til. Jeg er meget taknemmelig for den mulighed, jeg fik af Region Midt IT.”