Frontend-udviklerens anatomi
Hardcore frontend-udvikler til dynamisk team
Din opgave som frontend-udvikler bliver at omsætte designteamets idéer og krav til webbaseret brugergrænseflade.
Dine kvalifikationer:
\ Solid erfaring frontend programmering, styling o. lign.
\ Flydende i HTML, CSS og JavaScript
\ Erfaring med jQuery, AngularJS el. lign.
\ Erfaring med SQL databaser
\ Teamplayer med gode kommunikations- og samarbejdsevner
\ Erfaring med SCRUM eller andre agile udviklingsmetoder
Der er naturligvis masser af forskellige kvalifikationer, som efterlyses alt efter virksomhedens behov. Fælles for langt de fleste er dog, at det oftest er kendskab til feltets nyeste værktøjer, der er i fokus. Frontend-udvikling er nemlig – måske endda i højere grad end resten af IT-branchen – inde i en enorm udvikling i disse år. Massevis af nye værktøjer og udviklingsmetoder er kommet til siden Web 2.0 var den nye dille. Når snakken i dag falder på frontend-udvikling, så skal det også tages helt bogstaveligt.
Solid erfaring med frontend programmering, styling og lignende
De tekniske egenskaber skal være i orden, men det er ikke nok at have læst to artikler om programmeringssproget og set et foredrag med en udvikler. Erfaring tæller i enhver virksomhed. De fleste mindre virksomheder har et begrænset budget og en række klare mål, der er under et vist tidspres. Når man skriver ”solid erfaring” i en jobannonce, er der måske nogle, der bliver forskrækkede. Men frygt ej. Tre måneders intensiv erfaring kan også være fint, hvis du er en dygtig programmør. Om din erfaring kommer fra jobs eller hobbyprojekter er underordnet, men der skal altså lægges noget arbejde i feltet, før du kan få jobbet.
Flydende i HTML, CSS og JavaScript
Uanset om man udvikler mobilapps eller websites er der tre grundlæggende færdigheder, man som frontend-udvikler bør have styr på. De seneste år er der føjet en enorm mængde funktioner til HTML5 og CSS3. Der er kommet hundredevis af nye ord til sprogene, og selv tre år gamle kompetencer kan være forældede. Især mulighederne for at arbejde med animationer og transitioner, har nærmest overflødiggjort Flash og givet nyt liv til grafik på web. JavaScript har også fået en renæssance. På Goto konferencen i Aarhus i 2012 beskrev den amerikanske udvikler Scott Hanselman JavaScript som Assembly for internettet. Ved samme lejlighed viste han hvordan man blandt andet kan bygge virtuelle maskiner i JavaScript. Du behøver ikke være i stand til at simulere en Windows 95-maskine for at kalde dig JavaScript-haj, men du skal være flydende i dette grundlæggende web-sprog.
Erfaring med jQuery, AngularJS el. lign.
JavaScript kan suppleres med en lang række funktionsbiblioteker og frameworks. De gør det blandt andet muligt at arbejde med websider, der tilpasser sig brugerens platform. Tidligere har det været kutyme at lave særskilte mobilversioner af websites. Det er slut. Moderne websider er responsive og tilpasser sig browser og enhed. Det er især vigtigt, da en meget stor del af webtrafikken i dag foregår via håndholdte enheder. Skærmstørrelse og -opløsning kan være hvad som helst, og et godt website tager hensyn til det. Der findes en lang række biblioteker og frameworks som man med fordel kan gøre sig bekendt med. jQuery og AngularJS er meget udbredte og derfor gode at starte med.
Erfaring med SQL databaser
Der eksisterer stort set ikke et udviklingsprojekt uden en eller anden form for database. Som datamængderne i verden vokser (eksplosivt) kommer der et stigende behov for udviklere, der kan arbejde med databaser. SQL er stadig den mest udbredte type, men noSQL-databaser bliver stadigt mere interessante. I stedet for at satse ensidigt på en slags, er det en god idé at udforske begge typer, så man hurtigt kan omstille sig hvis et projekt kræver det. Nogle af de spændende noSQL-databaser er Neo4j, Couchbase og Riak, der hver i sær henvender sig til specifikke områder. Du skal ikke være ekspert i alle, men start allerede nu med at læse lidt op på nonsekventielle databaser. Så er du med når det for alvor går løs.
Teamplayer med gode kommunikations- og samarbejdsevner
Den tid hvor en udvikler kunne få lov at gemme sig væk i et hjørne af kælderen er ovre. Moderne UX- og frontend-udvikling baserer sig i høj grad på et tæt samarbejde. Frontend-udvikling oplever stigende kompleksitet. Tidligere fik udvikleren ofte stukket et færdigt design i hånden, der så skule implementeres. Responsivt design og flere forskellige enheder stiller større krav til udvikling direkte i webmiljøet. Designer og udvikler sidder nærmest på skødet af hinanden i en stor del af processen, hvlket stiller store krav til samarbejdsmetoderne.
Erfaring med SCRUM eller andre agile udviklingsmetoder
De fleste er nok bekendte med SCRUM og man skal være forberedt på, at man kommer til at arbejde med agile metoder fremover. Udvikleren skal gerne involveres i hele processen, så læsset ikke pludseligt lander i skødet på en udvikler, der ikke er på bølgelængde med teamet. Her er god projektledelse og opbakning fra virksomheden essentiel. For udvikleren handler agile arbejdsmetoder i høj grad om omstillingsparathed, da projekterne typisk bliver afviklet i mindre etaper med fokus på specifik funktionalitet.
Udvikleranatomi for begyndere
\ Hovedet
I hovedets kontrolcenter samles viden og kompetencer. Det er herfra alle udviklerens kvalifikationer sættes i spil. Samtidig er hovedet vigtigt for at bevare overblikket, og det er herfra de sociale kompetencer, der gør udvikleren til en fremragende teamplayer udgår.
Kompetencer: Overblik, empati, designinstinkt, erfaring med uoverskuelige og komplekse opgaver, stor baggrundsviden på feltet.
Her sidder spidskompetencen. I håndværksfag taler man om fingerspidsfornemmelse. Fordi en rigtig dygtig håndværker kan mærke når noget er rigtigt. Det er de ting man kan lave i søvne. I frontend-udviklerens tilfælde er det HTML, CSS og andre programmeringssprog, der sidder i fingrene.
Spidskompetencer: HTML5, CSS3, JavaScript og C#.
Kærlighed til faget. Videbegærlighed, motivation og menneskelige værdier udgør dette kraftcenter i frontenderens anatomi. Det er meget få uddannelsessteder, der tilbyder undervisning i de nyeste sprog og frameworks. Hjertet er det, der får dig til at suge ny viden til dig overalt, og holder dine ben i gang.
Muligheder: Kurser, videreuddannelse, samt egne eksperimenter og udviklingsprojekter
Rank ryg kommer med selvtillid og erfaring. Menneskelige, uddannelses- og arbejdsmæssige erfaringer gør frontenderen til en central figur i mange udviklingsprojekter. Ansvaret tynger måske, men det gør dig stærkere med tiden.
Kompetencer: Selvstændig, god til at netværke, teamplayer, UX-fornemmelse, forståelse for agile udviklingsprocesser.
En dygtig medarbejder udvikler sig. En medarbejder i bevægelse i form af selvudvikling og videreuddannelse giver sig selv flere muligheder, og for arbejdsgiveren viser det fremtidigt perspektiv i medarbejderen.
Fremtidige kompetencer: noSQL-databaser, JQuery, AngularJS
En dygtig medarbejder udvikler sig. En medarbejder i bevægelse i form af selvudvikling og videreuddannelse giver sig selv flere muligheder, og for At stå på egne ben kræver grundlæggende kvalifikationer. Fødderne er de basale færdigheder og grundlæggende forståelse for programmering. De er det solide fundament, som resten af din karriere bygger på.
Kompetencer: Grundlæggende forståelse af webprogrammering, HTML, CSS, Scripts, asp.net og PHP
”Den rigtige ansøger”
Søren Martin Mark Andersen, der er Art Director og ansvarlig for UX hos den aarhusianske IT-virksomhed UNSILO, forventer at den rigtige ansøger er passioneret og har et stort drive for selv at opsøge ny viden, trends og tendenser på sit felt. Han mener at frontend-udvikling er inde i et paradigmeskifte.
”Lige nu bevæger teknologien sig så hurtigt, at kompetencerne blandes. For et stykke tid siden talte jeg med en Art Director, som mener at rollerne falder mere på plads i løbet af et par år. Selv hælder jeg mere til tanken om, at vi ser starten på hybridernes tid. Brede kompetencesæt er nødvendige når interaktion, UX og programmering går hånd i hånd. En dygtig frontender kommer med gode inputs til Art Directorer og UX’ere. I princippet kunne en god frontender lige så godt være UX’er.”
Med sin baggrund i blandt andet Innovation Lab og Creuna har Søren Andersen været Art Director på en lang række store digitale projekter. ”I dag er tilgængelighed på alle platforme en nødvendighed. Alle platforme og devices skal give en god oplevelse,” siger han og henviser til den enorme vækst i mobilt internetbrug de seneste år.
”Ved at samle udviklingen om et site, og tilpasse det til brugens platform får vi mulighed for at måle webperformance. Landing pages og kampagne sub sites lader os måle på effekterne af vores indsats. Her har frontend-udvikleren også en vigtig rolle i at holde marketing opdateret i forhold til hvad der virker, og hvad der kan lade sig gøre. ”
Meget få udviklere kan leve op til Sørens forventninger. ”Kvalificeret modspil i et udviklingsprojekt kræver stor faglig kompetence og viden. Uden er man ikke meget værd.” Han tilføjer, at de færreste af de ansøgere der kontakter UNSILO, har de vigtigste kompetencer fra uddannelsen. ”Som oftest er kompetencerne baseret på ansøgernes egne praktiske erfaringer og eksperimenter med teknologien”
UNSILO er en aarhusiansk iværksættervirksomhed, der udvikler søgeteknologi som kan identificere mønstre på tværs af millioner videnskabelige publikationer, for dermed at lette udvikleres adgang til forskningsresultater og ekspertviden.