LEDER: BREXIT VIL SKADE MEDARBEJDERNES INTERESSER
I denne udgave af SAMDATA Magasinet sætter vi det hårde spot på konsekvenserne af Brexit for SAMDATA’s medlemmer og deres arbejdspladser.
Man kan være enig eller uenig med resultatet af den engelske folkeafstemning, som er årsagen til, at vi står her i dag. Man kunne måske oven i købet hælde til, at det var et noget snævert flertal bag en afgørelse, der får vidtrækkende konsekvenser ikke bare for briterne selv men også for borgere i alle de andre EU-lande. Men uanset disse og andre betænkeligheder har den britiske befolkning truffet deres valg, og de og vi må respektere det.
Nu skal vi så bare have styr på konsekvenserne. Og de er begyndt at vise sig i alle mulige hjørner.
En af disse konsekvenser har vi allerede mærket i den virksomhed, som jeg er ansat i. Virksomheden, der hedder DXC Technology, har indtil nu haft hovedsæde i England.
Vil gå ud over medarbejderne
Men man har fornyligt flyttet hovedkvarteret til Irland, fordi ledelsen – lige som så mange andre – har svært ved at overskue konsekvenserne af Brexit for forretningen. Og det betyder, at det europæiske samarbejdsudvalg, European Workers Council ofte forkortet EWC, i virksomheden i fremtiden bliver uden de tre britiske medarbejdere som medlemmer, når Brexit bliver en realitet.
Så de medarbejdere, der er ansat i virksomhedens britiske forretning, bliver stillet ringere med Brexit. De mange engelske medarbejdere mister følingen med, hvad der sker med deres arbejdsplads, når de ikke længere er repræsenteret til EWC’ ugentlige møder.
Nu kan man selvfølgelig sige, at det er konsekvenserne af briternes valg ved folkeafstemningen. Det må de leve med. Men i realiteten kommer det også til at gå ud over medarbejderne i andre lande, herunder os i den danske del af virksomheden. Gevinsten ved møderne i det europæiske samarbejdsudvalg er nemlig mere end det, som er på dagsordenen.
“Gevinsten ved møderne i det europæiske samarbejdsudvalg er nemlig mere end det, som er på dagsordenen.”
Flemming Uldall
Går glip af ny viden
Lige som de fleste af os har oplevet på kurser, seminarer eller efteruddannelse, er det ikke kun det skemalagte, som giver os noget værdifuldt med hjem. Det er lige så meget alt det, der sker i pauserne eller efter det officielle forløb, som har værdi.
Her er det, at jeg og de andre tillidsrepræsentanter får et indblik i, hvordan det går i de andre dele af vores virksomhed. Det er her, vi kan få inspiration til nye tiltag, der kan gavne vores kolleger, når vi kommer hjem.
I fremtiden vil vi gå glip af de input, vores britiske kolleger kan komme med. Og her drejer det sig om ret mange medarbejdere, da virksomheden f.eks. har ansvaret for hele IT-infrastrukturen i det britiske sundhedssystem. Det er en meget stor del af forretningen, som vi andre ikke mere vil få så meget at vide om. Og vores britiske kolleger vil gå glip af det, deres kolleger kan bidrage med fra andre lande.
Det kan være svært at sætte eksakte værdier på det. De informationer kan være store som små. Men f.eks. ved vi alle, hvor vigtigt det er at have de rigtige kontakter, når man skal forsøge at gøre en forskel i det daglige.
KORT OM EWC
European Workers Council er et europæisk samarbejdsudvalg, som skal være i alle større europæiske virksomheder, hvis de har mere end 1000 medarbejdere og mindst 150 medarbejdere i to medlemsstater. De sidste tal viser, at godt 19 millioner ansatte arbejder i virksomheder med et sådant samarbejdsudvalg. Ordningen med EWC dækker både EU-lande såvel som EEA-lande, hvilket er EU-lande plus Norge. Lichtenstein og Island.
Usikkerhed og mere usikkerhed
Nu ved vi jo – stadig – ikke, hvad det hele ender med. Et er, at det har taget alt for lang tid for Storbritannien og EU at få en aftale på, som det engelske parlament kunne godkende. I skrivende stund afventer vi stadig resultatet af det britiske parlamentsvalg, hvorfor ingen kan sige, hvilket parti der får flertal. Noget andet er, at selv hvis det ender med en aftale, der giver briterne og resten af EU et Pampers-blødt Brexit, udestår stadig forhandlingerne om, hvordan det endelige farvel vil blive udformet. Vi kan endnu ikke sige, hvad resultaterne bliver for bl.a. det europæiske samarbejdsudvalg, der er gennemført med regler, der f.eks. også gælder for Norge, der ikke er medlem af EU. Vil briterne alligevel forblive medlemmer af EWC eller ej?
Vi står i realiteten med udsigten til stor usikkerhed for både mine britiske kolleger og de øvrige ansatte i virksomheden. Hverken jeg eller de medarbejdere, jeg repræsenterer, kan overskue, hvad konsekvenserne bliver for vores arbejdsplads. Og det er alt fra persondatabeskyttelsesregler til fortoldning, der hænger og svæver i luften.
Det samme er tilfældet for mange andre store virksomheder, som arbejder på tværs af de europæiske grænser og tidszoner. Her må vi som fagforeninger gøre vores for at sikre, at vores medlemmer ikke bliver stillet ringere som følge af Brexit.
Hvad ender det hele med?
Her adskiller vi os ikke fra mange andre medarbejdere og arbejdspladser, som du kan læse om her i magasinet. Særligt de mange briter, som vi har som kolleger rundt på landets mange IT-arbejdspladser er mærket af usikkerheden over, hvad der skal ske.
Selvfølgelig er det træls, at vi skal bruge tid, energi og ressourcer på, at det hele hænger og svæver i luften. Al den tid og penge kunne vi helt sikkert have fået noget mere konstruktivt ud af, hvis ikke vi skulle holde os klar til at håndtere alle de mulige og umulige situationer, det hele kan ende med.
\